Guide til cirkulær økonomi – redskabet til bæredygtig business

Kan det være god forretning at gøre noget godt for klimaet? Ja, og med cirkulær økonomi har vi vejen og redskaberne dertil.  Menneskeheden lever på overtræk. Ud fra et globalt gennemsnit har vi brug for 1½ klode til at finansiere vores forbrug. Hvis alle levede som os danskere, skulle vi bruge 3 kloder for ikke at løbe tør for ressourcer. Det gør alle trods alt ikke (endnu), men den globale middelklasse vokser faktisk med 160 mio. mennesker årligt, og snart tilhører over 50% af alle mennesker dette segment.

Så, hvordan bringer vi tingene tilbage i balance, og hvordan går vi fra problem til potentiale?

Omstillingen til cirkulær økonomi handler om at få mere ud af mindre; altså at frakoble fremtidig vækst og værdiskabelse fra vores overforbrug af naturressource og udledning af CO2.

Denne omstilling er i høj grad drevet af det private erhvervsliv, hvor både små og store virksomheder spiller en væsentlig rolle i udviklingen. Og hånden på hjertet, så kan det være din største forretningsmulighed nogensinde.

For en virksomhed handler cirkulær økonomi nemlig om at lykkes med værdi-innovationer. Innovationer, der på tværs af proces, produkt og forretningsmodeller, reducerer dine omkostninger og skaber øget værdi for kunder og samfund på en og samme tid.

Så, hvordan kommer vi i gang med at omstille vores virksomheder?

1) Start altid med ”hvorfor?”

At skabe noget nyt kræver mod, viljestyrke og evnen til at få både interne og eksterne samarbejdspartnere med på rejsen. Det kræver et klart defineret formål. Hvad vil du opnå, hvad er din vision?

2) Afdæk dit potentiale i den cirkulære økonomi

Den cirkulære økonomi handler om langt mere end bare genbrug. Det er et komplekst system, der ændrer forholdet mellem marked, (for)bruger og vores ressourcer. Derfor giver det mening at undersøge, hvor potentialet netop for jeres virksomhed og jeres industri er størst, fremfor at du for hurtigt låser dig fast på en enkelt idé.

Hvilke cirkulære aktiviteter findes der? Hvad bliver der gjort allerede nu? Og hvor kan I se, at jeres potentiale er størst? Brug tid på at komme hele vejen rundt om det cirkulære aktivitetshjul; og find cases på succesfulde initiativer både i og udenfor din egen industri.

 

 

3) Gå dig selv efter i sømmene, og se forbindelserne!

Med den viden, er det nu på tide at kigge indad. For at skabe forandring må vi stille spørgsmålstegn ved måden tingene bliver gjort på i dag. Det handler om at finde de blinde vinkler – både i din egen virksomhed og i branchen generelt.

Hvad er den egentlige værdi, du skaber for dine kunder? Kunne den/de funktioner opfyldes anderledes end i dag? Denne overvejelse er særligt vigtig, hvis du skal forstå, hvordan omstillingen fra ”produkt” til ”service” skal lykkes.

Ofte handler det om at se forbindelserne. Forbindelser mellem det vi i dag kalder affald, og de ressourcer vi har brug for i fremtiden. Hvilke ressourcer lader du i dag gå til spilde, og hvordan kan enten du eller andre bruge dem bedre?

4) Ræk efter stjernerne, men gå efter de lavt-hængende frugter og sejre først!

Få en hurtig sejr, og gå derfra videre med cirkulær økonomi på andre aktivitetsniveauer, der kræver flere ressourcer og kompetencer, men som også udløser den største effekt for både klimaet og din forretning.

5) Er det besværet værd?

Når du har besluttet dig for, hvilken værdiinnovation du vil gennemføre, bør du først teste, om den er klar til markedet:

  • Tilfører den ekstra værdi til bruger og samfund? Hvilken?
    • Kvalitet, funktion og æstetik må ikke tilsidesættes
    • Jobskabelse, CO2- og/eller affaldsreduktion, styrket dansk konkurrenceevne?
  • Kan du markedsføre løsningen på et konkurrencedygtigt niveau?
  • Kan du holde dine omkostninger nede ved udførelsen af denne innovation?

Hvis du kan svare ja til alle ovenstående spørgsmål, kan du gå videre med din innovation.

6) Get shit done – but be smart about it!

Hvad er de tre vigtigste mål, du skal lykkes med for at komme i gang?

  • Læg en handlingsplan for at nå dem.

Vær altid i stand til at forklare værdien og formålet med din værdiinnovation ved blot 2-3 skarpe sætninger!

Du kan finde meget mere om, hvorfor og hvordan du kommer i gang med cirkulær økonomi her:

www.achangemakersguidetothefuture.com

Valget er dit.

 

 

 


Cases