Troldtekt

Om virksomheden

Troldtekt producerer akustikplader baseret på træ og cement. Pladerne monteres primært indendørs og hjælper med til at skabe bedre akustik og indeklima. Akustiklofter anvendes i mange typer af byggeri, hvor bygningens indretning og valg af materialer giver udfordringer for lydniveauet og æstetikken. Troldtekt har designet og produceret akustiklofter i Danmark siden 1935. Troldtekt beskæftiger i dag ca. 70 medarbejdere.

Det ressourceeffektive tiltag

Troldtekt har investeret i et anlæg, der forbedrer udnyttelsen af råtræ og minimerer spild i maleprocessen. De nye anlæg er installeret på Troldtekts moderne produktionsanlæg i Troldhede syd for Videbæk. Investeringsniveauet er i millionklassen. Det har taget ca. 15 dage at installere anlægget.

Ny værdi ved tiltaget

Anlægget reducerer forbruget af træ og maling med 3-8 %. Derudover reduceres affaldsmængden, hvilket medfører 6-10 % reducereret affaldsmængde. Virksomheden forventer, at omkostningerne til anlægget er betalt tilbage efter 2-3 år, hvilket er kortere end deres normale investeringshorisont på 4-5 år.

Drivkraften bag tiltaget

Bæredygtighed er centralt i Troldtekts forretningsplan, og investeringer i det nye anlæg er en naturlig del af denne filosofi. Derudover ser Troldtekt tiltagene som en form for rettidig omhu. Troldtekt erfarer, at der er en øget fokus på bæredygtighed både hos kunder og politikere. Ifølge Troldtekt gør virksomheder i branchen derfor klogt i at forberede sig på at blive mere bæredygtige og miljøvenlige.

Denne case kommer fra Miljøstyrelsens publikation ”Stærkere uden spild”