Excellent Systems

”Man skal analysere sine inputs og affaldsmaterialer. Man bliver overrasket over, hvor nemt det er at spare penge.” Ole Frederiksen, direktør

Om virksomheden

Excellent Systems, der har eksisteret siden 1992, producerer ramper og gulve til mange forskellige formål. Deres kernekunder findes i rehabilitering- og plejebranchen. Ramperne opbygges af standardmoduler, som sammen kan tilpasses kundens behov. Ramperne er lavet i PELD-plast (fødevaregodkendt) og giver en naturlig skridsikker overflade, som gør dem ideelle til vådrum og for gangbesværede. Excellent Systems beskæftiger under 20 personer og omsætter årligt for mellem 10 og 50 mio. kr.

Det ressourceeffektive tiltag

Excellent Systems tilbyder sine kunder et vugge til vugge samarbejde, hvor Excellent Systems er ansvarlig for, at kundens ramper altid er i god stand. Excellent Systems afhenter ramper, der er udtjent, og erstatter dem med nye. Alle materialerne fra de udtjente ramper genanvendes på Excellent Systems fabrik til produktion af nye ramper. For at kunne genanvende plastmaterialerne har Excellent Systems investeret over 500.000 kr.

Ny værdi ved tiltaget

Ud over at bruge materialer fra gamle ramper genanvende virksomheden også sit eget affald fra produktionen. De genanvendte materialer erstatter køb af nye materialer, hvilket sænker virksomhedens produktionsudgifter. Derudover sparer virksomheden penge, fordi de har færre udgifter til at håndtere affald. På salgssiden kan Excellent Systems mærke, at efterspørgslen er steget med 11-15% som følge af muligheden for vugge tilvugge-samarbejdet. Sammenlagt sparer Excellent Systems over 15% af deres udgifter til køb af materialer og over 15% af udgifterne til affaldshåndtering. Excellent Systems vurderer, at udgifterne til tiltaget er tilbagebetalt efter 4-5 år.

Drivkraften bag tiltaget

Tiltaget er ifølge Excellent Systems et godt eksempel på, hvordan virksomheder kan omstille deres forretning, så de kan genanvende flere materialer og samtidig opnå bedre økonomiske resultater. Excellent Systems har i det meste af sin levetid fokuseret på bæredygtighed og ressourceoptimering, og virksomheden forsøger hele tiden at gøre sin produktion mere miljøvenlig.

Denne case kommer fra Miljøstyrelsens publikation ”Stærkere uden spild”